Anti-Money Laundering: Hvad er det, og hvorfor er det vigtigt?

Baggrunden for Anti-Money Laundering

USA var en af de første nationer til at vedtage lovgivning om bekæmpelse af hvidvask, da de indførte Bank Secrecy Act (BSA) i 1970. Siden indføringen af BSA er den efterfølgende blevet ændret og styrket gennem yderligere love om anti-money laundering. The Financial Crimes Enforcement Network er nu udpeget til at administrere BSA – med en mål om, at ”beskytte det finansielle system mod misbrug af økonomisk kriminalitet, herunder finansiering af terrorisme, hvidvaskning af penge og anden ulovlig aktivitet.”

I 1989 dannede mange lande og organisationer den globale Financial Action Task Force (FATH). Dets formål er at udvikle og fremme internationale standarder, der skal forhindre hvidvask af penge.
Kort efter angrebene i USA den 11. september 2001 udvidede FATF sit mandat til også at omfatte AML og bekæmpelse af finansiering af terrorisme. Den Internationale Valutafond (IMF) er en anden vigtig organisation. Med dets 189 medlemslande er dets primære formål at sikre stabilitet i det internationale monetære system. IMF beskæftiger sig med de konsekvenser som hvidvaskning af penge og relaterede forbrydelser kan have på integriteten og stabiliteten af den finansielle sektor og den bredere økonomi.

Sådan fungerer Anti-Money Laundering

For at identificere og rapportere hvidvaskning af penge samt for at efterleve gældende krav skal finansielle institutioner have en dyb forståelse for, hvordan kriminaliteten fungerer. Der er tre trin involveret i hvidvaskning: placering, lagdeling og integration. Disse er en kompleks række af transaktioner, der starter med deponering af midler for derefter gradvist at flytte til dem til, hvad der synes at være legitime aktiver.

• Placering refererer til hvordan og hvor penge opnået gennem kriminelle midler er placeret. Pengene bliver ofte placeret via: betalinger til kontantbaserede virksomheder; betalinger for falske fakturaer; ”smurfing”, der betyder at indsætte små beløb (under AML’s grænseværdi) på bankkonti eller betalingskort; flytte penge til trusts- og offshore virksomheder, der skjuler de økonomisk profiterede ejeres identiteter; benytte udenlandske bankkonti; og afbrydelse af transaktioner kort efter, at midlerne er indgivet til en advokat eller en revisor.
• Lagdeling referer til at separere kriminelle midler fra deres oprindelse. Det indebærer at konvertere de ulovlige indtægter til en anden form og skabe komplekse lag af finansielle transaktioner for at skjule midlernes oprindelse og ejerskab. Kriminelle gør dette for at sløre sporet af deres ulovlige midler, så det bliver svært for AML-efterforskere at spore transaktionerne.
• Integration referer til en genindførsel af de hvidvaskede midler i økonomien i hvad der ser ud til at være normale og legitime forretnings- eller personlige transaktioner. Det gøres blandt andet ved at investere i fast ejendom eller luksusaktiver. Det giver hvidvaskere og kriminelle en mulighed for at øge formuen.
  

Regler/Compliance og AML

FATF hjælper lande med at oprette en finansiel efterretningsenhed (FIU), der er ansvarlig for at styre informationsstrømmen mellem deres institutioner og retshåndhævende myndigheder. Regeringens lovgivning og regulering fra hvert lands FIU gør finansielle institutioner til den første forsvarslinje mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

Ved at rapportere mistænkelige aktiviteter til regeringen via mistænkelige transaktionsrapporter (STRs) og mistænkelige aktivitetsrapporter (SARs) alarmerer bankerne om mulige kriminelle aktiviteter. Mange tilsynsorganer har vedtaget kritisk AML-lovgivning med overholdelseskrav, som bankerne følger for at håndhæve hvidvaskning af penge, såsom:

• USA: US Patriot Act, Bank Secrecy Act.
• Europa: EU Forth Anti-Money Laundering Directive (4AMLD)
• Canada: Proceeds of Crime (Money Laundering) and Terrorist Financing Act (PCMLTFA)
• Australien: Anti-Money Laundering and Counter-Terrorism Financing Act of 2006.

AML-reglerne varierer efter jurisdiktion – men generelt foretager finansielle institutioner følgende foranstaltninger for at opfylde compliance:

• Kundeidentificeringsprogram/kend din kunde (KYC). Finansielle institutioner skal kræve korrekt kundeidentifikation og verificering for at sikre legitimitet. Produkter og tjenester med høj risiko (f.eks. privat bankvirksomhed) kræver mere detaljeret dokumentation.
• Rapportering af store valutatransaktioner. Kravene siger, at institutioner skal indsende lovgivningsmæssig rapport for transaktioner over en bestemt grænseværdi foretaget af en enkelt kunde i løbet af en hverdag.
• Overvågning og rapportering af mistænkelige aktiviteter. Tilsynsbureauer offentliggør AML-retningslinjer om adfærd, der skal overvåges (f.eks. hvis der foretages mange kontantindskud eller hævninger over flere dage for at undgå grænseværdien). Hvis en AML-efterforsker afslører adfærd, der overstiger grænseværdien for rapportering og ikke har et tilsyneladende forretningsformål, indgiver de en SAR/STR til FIU’en for at opfylde lovgivningsmæssige krav.
• Overholdelse af sanktioner. Regulerende organer såsom US Treasury Department, US Office of Foreign Assets Control, FN, Den Europæiske Union, Her Majesty’s Treasury og Financial Action Task Force on Money Laundering har krav til finansielle institutioner om at kontrollere transaktionsparter mod lister over sanktionerede enkeltpersoner, virksomheder, institutioner og lande.