|
Og så har endnu en nødlidende personalefest nået et retorisk nulpunkt i form af katastrofal timing. Jeg skal ikke klage, for chefen er altid et godt offer, og alt for ofte lægger han selv op til et smash. En billig baggrund at score point på, javel. Men når man er komiker på udebane til firmafesten, så plukker man alle de point, man kan finde.
Selvfølgelig er der forskel. Jeg skal være sjov, og hvis jeg kommer til at sige noget klogt, er det ren bonus. For chefen er det omvendt. Chefen skal helst være klog, men lederen må vel godt tænke lidt over, hvordan ordene serveres? Danske direktører blotlægger glad og gerne, at de ikke har lært et par elementære retoriske tricks: Folk hører mere efter, hvis man varierer stemmen. Hvis man læner sig frem, så sender det et signal om nærvær. Pauser holder man inde i sætningerne – og ikke mellem hver sætning - for det er dødens pølse for talens intensitet.
Tror sådan en standup-teater-abe, at ledelse handler om at underholde forsamlinger? Næ. Jeg ved utrolig lidt om ledelse, og dog udøver jeg det hver dag. Til gengæld kender jeg spillet om at fastholde interesse, og jeg ved, hvad det kræver. Ledelse viser sig gennem kommunikation, men god kommunikation er ikke nødvendigvis god ledelse.
Mange ledere ved godt, at de skal blive bedre til at kommunikere. Men sandheden er ikke så simpel. Alle budskaber er spændt ud mellem redelighed og gennemslagskraft. Disse to begreber er hinandens modsætninger, men de indgår begge i god kommunikation, og du er nødt til at vælge, hvor meget du vil have af hver. Hvis man har meget af det ene, har man lidt af det andet. Hvis man skal have alle nuancer med og forklare baggrunden, så er der ingen, der orker at høre efter. Men hvis du fortæller historien, så alle er fanget, og alle kan høre det, så står sandhedens fine nuancer og ryster på hovedet ude i kulissen. Tænk bare på en valgkamp. Enten fylder de os med fis eller også er de farveløse.
En stand-upper skal levere jokes med gennemslagskraft. Men jeg får ofte den reaktion, at jeg godt liiige kunne have haft en nuance med. Nej, gu’ ku’ jeg ej, for så var det en videnskabelig afhandling. Derfor skal man også høre noget andet. Og det er grunden til, at jeg selv er nødt til at lave noget andet - også.
Hvis du mestrer begge dele, kan du aktivt vælge, hvordan du serverer dit budskab. At være fanget i én ende af skalaen er næppe et godt fundament for ledelse. Hvis ledelse har som formål at få andre til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort, så spiller handlekraft og råhed nok en rolle. Derfor skal ledere ofte hanke op i sig selv og levere lidt folkeforførelse – om ikke andet så til firmafesten.
Selv er jeg blevet smidt lige ind i lederrollen. Fejet direkte op fra gulvet og hevet direkte ned af scenen. Jeg er en fagmand, som skal lære det. Jeg glæder mig til at lære af erfaringer og teori, og lige nu er jeg optaget af at lede på de lange linjer, for vores faste medarbejdere skal jo ikke forføres og begejstres af chefens retorik fra time til time. Vorherre bevares. De er sgu nok mere interesserede i, at det er solidt og gennemtænkt. |
|
KLUMME
Jonatan Spang er kunstnerisk leder på Nørrebro Teater. Udover teaterdirektør står der stand-up-komiker, skuespiller, dramatiker og forfatter på visitkortet. Jonatan Spang er født i 1978 og har spillet på Mungo Park, Aarhus Teater, Mammutteatret, Plan B og Betty Nansen Teatret, og han spiller hovedrollen som Lars von Trier i filmen ”Erik Nietzsche – de unge år”. |
|