En analyse fra Teknologirådet viser, at brugen af de offentlige transportmidler vil stige med hele 75 procent, hvis de bliver gratis at benytte.
Flere brugere, men ikke færre biler
Det tankevækkende i analysen er, at kun hver femte af de nye passagerer vil være en tidligere bilist. Således vil fuldkommen gratis offentlig transport kun reducere biltrafikken med 3-4 procent. Udfordringen med de offentlige transportmidler er ikke prisen, men derimod pålideligheden og udbuddet.
Tanken om at gøre de offentlige transportmidler gratis er grundlæggende set både besnærende og interessant. Alene incitamentet til at reducere forurening burde tiltrække en masse bilister. Men som sagt viser analysen fra teknologirådet nærmest det modsatte.
Pålidelighed og udbud er de største udfordringer
Min påstand er, at ved at ændre grundlæggende på både rute- og køreplanlægning, vil der kunne flyttes personer fra biler til de kollektive transportmidler uden at gøre den kollektive trafik gratis.
Ruteplanlægning er i vid udstrækning synonym med udbuddet af de kollektive transportmuligheder og viser hvilke strækninger, der skal betjenes af offentlig transport. Tilsvarende er køreplanlægningen et udtryk for hyppigheden, hvormed de enkelte ruter betjenes. Det er oplagte indsatsområder.
Bussen er kørt når toget ankommer
Lige til højrebenet ligger muligheden for at forbedre køreplanerne og skabe en naturlig sammenhæng i ruterne. Hvem kender ikke situationen, at bussen er kørt to minutter før toget ankommer til perronen? Og bussen er ikke bare kørt - den er kørt fuldstændig i overensstemmelse med køreplanen.
Proaktiv information giver flere passagerer
Information til brugeren er et andet interessant element i debatten. Med det kommende rejsekort, får Rejsekort A/S helt nye muligheder for at analysere rejsemønstre og frekvenser. Mulighederne kan anvendes til at yde en række nye services.
Eksempelvis vil det være muligt at give en rejsende besked om trafikale vanskeligheder på ruten og foreslå alternative rejseruter. Helt konkret kunne pendleren modtage en SMS med forslag om at stå af toget to stationer før normalt og tage en bus det sidste stykke. Proaktiv information vil øge antallet af passagerer, fordi denne type service giver passageren en følelse at være i kontrol med situationen.
Med nye rejsekort får vi mere data
Analyser af rejsemønstre og frekvenser åbner muligheden for at optimere både rute- og køreplanlægning. Med de enorme mængder af data, som introduktionen af rejsekortet i sagens natur vil medføre, kan udbuddet af kollektiv trafik langt bedre tilpasses kundernes behov. Eksempelvis efterlader de nuværende systemer ingen mulighed for præcist at vide, hvor mange passagerer der ikke havde en siddeplads i et givent tog i myldretiden.
Dataanalyse vil give en kæmpe fordel
Forudsætningen for, at den ikke uvæsentlige investering i rejsekortet rent faktisk kommer brugerne til gavn er imidlertid, at der sker en intelligent analyse af de mange data, som bliver tilgængelige. Bruges denne nye viden aktivt, bliver det langt mere attraktivt at skifte bilen ud med kollektiv transport.