SAS Institute indgik den 1. april 2007 en 3-årig rammeaftale med SKI om business intelligence. SKI er for SAS Institute et logisk skridt mod tættere dialog med offentlige kunder, som SAS har leveret løsninger til i over 25 år. 13 ud af 19 ministerier, alle regioner og de fleste større kommuner benytter allerede SAS’ software og ekspertise.
-Vi ved fra dialogen i vores offentlige netværk, at business intelligence er meget højt placeret på offentlige lederes ønskelister, siger Lars Kirdan fra SAS Institute.
-Borgerne stiller stadig nye krav om bedre og billigere service. Politikerne er i gang med en kvalitetsreform, som fordrer en gennemsigtig offentlig sektor, der kan dokumentere sine resultater og kvaliteten – og begreber som public governance, best practice og benchmarking er fuldt integrerede og naturlige dele af strategiopbygningen i hele den offentlige sektor. Den udvikling vil vi gerne være en del af, siger Lars Kirdan, som tidligere var direktør på RUC og nu er direktør for den statslige division i SAS.
Værdifuld viden
For SAS er der ingen tvivl om, at fremsynet offentlig ledelse skal understøtte saglige, relevante og overskuelige målinger af de kvalitetsstandarder, politikerne opstiller. Man skal kunne forklare og dokumentere, hvad kvalitet er, nationalt, regionalt og lokalt. Borgerne skal kunne sammenligne
offentlige ydelser gennem gode og gennemskuelige nøgletal. Alt dette kræver sammenhængende og strategisk brug af data, så organisationerne får optimal viden at handle ud fra.
-Vi kender den offentlige sektors udfordringer og rationaler i dybden. SKI-aftalen vil bidrage til, at vi kan fokusere yderligere på det væsentlige, nemlig at designe værdifulde vidensløsninger sammen med vores kunder. Vi vil dermed være i stand til at tilbyde meget avancerede og fremtidssikrede løsninger til attraktive priser, siger Lars Kirdan.
SAS Institute har sammen med en række kommunale, regionale og statslige topledere bidraget til debatten om god offentlig ledelse gennem Tænketanken Public Governance.