Serviceorienteret arkitektur - SOA – har potentiale til at ændre processer, organisation og teknologi både i softwareindustrien og i virksomhederne. SOA er så stor en vision, fordi den favner software, som allerede er udviklet, og software som vil blive udviklet. Alle softwareudviklere skal forholde sig til SOA. BI-områdets tværgående og værdiskabende karakter skaber et endnu stærkere pres for at være klar i kommunikation og strategi med hensyn til SOA.
Hver sin SOA-hylde
SOA er så vidtrækkende en vision, at den omfatter hele softwareindustrien med en opdeling i kategorier efter typen af funktionalitet. Derfor kan det være vanskeligt at vide, hvad man skal kigge efter, for leverandørerne vil være nødsaget til at finde deres egen SOA-hylde: Enterprise SOA, SOA-platform eller SOA-services.
Mange virksomheder er interesserede i at få en arkitektur, der er defineret - en Enterprise SOA for den enkelte virksomhed. Arkitekturen favner alle systemer inklusive databaser, ERP-systemer, data warehouse og business intelligence. Det er først og fremmest en arkitekturopgave, som stiller krav til systemer, processer og organisation. Arkitekturen udmønter sig i en fysisk SOA-platform i den enkelte virksomhed. Det er den mid-tier software – middleware – som muliggør SOA. Endelig er der SOA-serviceleverandører, som udnytter, at virksomheden har defineret en Enterprise SOA og etableret en SOA-platform. Her hører alle BI-leverandører til, hvis de kender deres besøgelsestid. Kravet er, at de indkapsler eksisterende og nye programmer som BI-services og stiller dem til rådighed i en SOA.
Færdige forretningsløsninger
Kunderne vil forlange integration af applikationer på tværs af leverandører som led i en SOA. Men de vil samtidig efterspørge færdige integrerede forretningsløsninger fra den enkelte BI-leverandør. Disse to krav er i tilsyneladende modstrid med hinanden. På den ene side løst koblede komponenter som isolerede BI-services i en SOA, og på den anden side køreklare forretningsapplikationer.
Denne udfordring splitter BI-leverandørerne. Nogle af dem bliver ikke i stand til både at være SOA-parat BI-serviceleverandør og at være leverandør af færdige BI-forretningsløsninger på samme infrastruktur. BI-leverandører, som ikke har ressourcer og infrastruktur til at håndtere disse krav, vil blive leverandører af mindre, isolerede web services eller af stand-alone rapporteringsløsninger.
BI i realtid
BI-leverandørerne bevæger sig også mod SOA af egen drift, fordi kunderne kræver hurtigere turnaround-tid på BI – de ønsker den kortest mulige vej fra data til viden. Dataintegration i batch og realtid er den nye tendens, som udgør en pull-effekt for BI-leverandørerne mod SOA. Øget anvendelse af teknologier som Real-Time Data Quality, Change Data Capture og Messages Queues er eksempler på dette. BI-leverandørerne skal nu også fungere som SOA-parate dataserviceleverandører. De skarpe grænser mellem ERP-systemer og de efterfølgende data warehouse-systemer er under nedbrydning.
BI med services, platform og løsninger
Fremtidens BI-leverandør har en BI-platform, der både leverer data- og BI-services til en SOA-platform samt færdige, køreklare forretningsløsninger. Disse BI-leverandører pusher SOA og vil accelerere SOA-udviklingen.