Den globale tendens i privat erhvervsliv og offentlig sektor går i retning af, at IT-ledelsen - CIO’en - placeres højere i organisationen og ofte som en del af direktionen. CIO integreres mere i forretningen, hvor værdiskabelse er i centrum frem for bits og bytes. Porteføljestyring af IT-leverandører og analyser af return-on-investment er blevet stadig mere udbredt på IT-området, og organisationens almindelige økonomiske målestok er nu i brug på IT-projekterne, der skal vise sig værdige som investeringsområder på linje med ethvert andet projekt. Denne tendens til centralisering af IT-beslutninger har ikke kun rod i ønsket om at effektivisere og få størst ”bang-for-the-buck”. Selve teknologien breder sig og integrerer på tværs af organisatoriske skel og mellem institution og omverden, og dét involverer ledelse.
Statens koncerndannelse er en logisk følge af tværgående økonomisk styring, og den udspringer med stor selvfølgelighed fra Finansministeriet. Indførelse af koncernfællesskaber i staten (særligt på IT-området) hviler ligeledes på idéen om at skabe nogle fagligt og økonomisk stærkere enheder, der kan imødekomme stigende krav til IT-effektivisering.
Jeg synes, at det er relevant at stille spørgsmålstegn ved, om koncernfællesskaberne lever op til intentionen. Ansvar og kompetence virker ikke godt balanceret mellem den enkelte styrelse med et behov og koncernfællesskabet med et formelt ansvar. Om koncernfællesskabet er et besluttende organ eller et rådgivende organ forekommer uklart, og derfor kommer koncern IT-chefen ofte i en reaktiv rolle over for styrelsernes krav. Det kan føre til, at styrelserne oplever koncernfællesskabet som et tungt og fordyrende hovedkontor eller en pseudo-funktion med ansvar for at administrere banale licenser og indkøbe standardydelser.
Staten er måske landet mellem to stole. Enten vil man have den stærke og indflydelsesrige CIO, som dermed også har reel magt og kompetence til at skabe digitaliseringsgevinster til tiden. Eller også skal koncernfællesskaberne være et rådgivningsorgan, der kan bistå - men ikke bestemme over - styrelserne.
Det er klart, at en CIO kan høste en række gevinster inden for standarder, metadata, arkitektur og infrastruktur for den offentlige sektor som samlet koncern. Men det er lige så klart, at ledelsen i den enkelte styrelse eller institution skal være absolut bestemmende for at understøtte forretningsprocesserne og for at definere den værdiskabende ledelsesinformation i netop deres del af virkeligheden!
Lars Kirdan, Divisionsdirektør, SAS Institute
