-Tidligere var vores direktion ved at drukne i papirrapporter. Umiddelbart var det meget vanskeligt at skabe et hurtigt overblik over bankens mange forretningsområder. Situationen var absolut uholdbar. Vi havde behov for en ny løsning, der både er brugervenlig, og som hurtigt giver ledelsen det nødvendige overblik, siger prokurist i Lån & Spar Bank, Thomas Nordstrøm.
-Via vores dataleverandør Sparekassernes Data Center (SDC) har vi adgang til en række af SAS' løsninger, hvorfor det var naturligt at bygge vores nye ledelsesinformationssystem op omkring SAS/IntrNet‚. Ved at anvende web-teknologien opnår vi, at informationen både kommer hurtigere og hyppigere ud til ledelsen, og samtidig har ledelsen mulighed for at grave dybere i data. Alt hvad de behøver er adgang til en Internet-browser.
Lån & Spar Bank er endnu ikke færdig med at udvikle ledelsesinformationssystemet, men Thomas Nordstrøm kan allerede konstatere, at det nye system betyder, at banken nu har mulighed for at opdatere diverse rapporter hver 10. dag i stedet for hver månedsultimo.
Et skridt ad gangen
-I forbindelse med arbejdet med at implementere SAS/IntrNet, har vi fundet ud af, at værktøjet kan anvendes til at udvikle individuelle brugersider. Vi arbejder derfor på at udvikle en personlig side for alle medarbejdere i organisationen, som har behov for information af den ene eller den anden art. Visionen er, at vi stiller alt lige fra ledelsesinformation, over kreditinformation, til salgstal m.v. til rådighed for brugerne, siger SAS®-udvikler i Lån & Spar Bank, Thomas Lønborg-Jensen.
Han fortæller, at banken i øjeblikket koncentrerer sig om at få sit data warehouse på plads, dvs. at få lagt data til rette på den rigtige måde og automatisk få genereret en række af de rapporter, som tidligere blev udtrukket manuelt.
-Vi har grebet projektet an fra et lille hjørne og arbejdet os frem derfra. I stedet for fra begyndelsen at designe den store forkromede løsning, har vi i første omgang taget fat i nogle få rapporter og derfra videreudviklet med de ressourcer og den viden, vi efterhånden har opbygget.
Både Thomas Lønborg-Jensen og Thomas Nordstrøm er enige om, at denne fremgangsmåde kan anbefales til andre virksomheder i en lignende situation, idet implementeringsprocessen hele tiden er overskuelig.