Big data i arbejde for en god sag

Nye værktøjer til dataanalyse giver flere muligheder til Kræftens Bekæmpelses forsknings- og fundraising-afdelinger. Samlet infrastruktur til data skal give større effekt for de samme penge og bidrage til at realisere ambitiøse 2020-mål.

"Min drøm er at stå ved et interaktivt Danmarkskort, hvor levende data giver én al den viden, man har brug for. Når man klikker på Kolding, får man data om kræftens udbredelse, forskellige forekomster, behandling, ventetider, antal frivillige og om den lokale organisation. Alt sammen dynamisk og interaktivt og lynhurtigt."

Drømmen tilhører it-chefen i Kræftens Bekæmpelse. Den succesfulde NGO er nu ved at gennemføre en langsigtet og tilbundsgående udnyttelse af de meget store datamængder, som allerede er en væsentlig komponent i hverdagen hos Kræftens Bekæmpelse. Et strategisk samarbejde med SAS Institute sætter data i arbejde for forskere, fundraisere og ledere i Kræftens Bekæmpelse. Grundstenene er høj datakvalitet og rigtig godt styr på data, men it-chefen har allerede øje for kirsebærret på toppen af kagen.

"Jeg er imponeret over den hurtige måde, man kan få vist sine analyser på. Den legende tilgang til data i et værktøj som Visual Analytics er helt klart interessant for os. For eksempel for vores forskere, der ofte undersøger meget store datamængder", siger it-chef Morten Rye Christensen.

En centraliseret og moderne infrastruktur til vores data kan virkelig give et løft til vores forskere.

Morten Rye Christensen
It-chef

Infrastruktur til big data

Kræftens Bekæmpelse har brugt SAS-løsninger gennem mange år, men nu ser it-chefen behovet for at høste fordelen af dynamikken i SAS-miljøet og tage nogle store, strategiske skridt både teknologisk og organisatorisk. Organisationens tilgang til data skal være som en fælles infrastruktur. Brug af data skal automatiseres, standardiseres og optimeres, så Kræftens Bekæmpelse bliver klar til en verden af Big Data.

"Data skal ligge klar, og forskere og fundraisere skal have et bredt sæt af værktøjer til selv at arbejde med dem. Verden bevæger sig alt for hurtigt til, at man først skal bestille data, vente nogle uger og derefter måske vente yderligere nogle dage på en tilpasning. Vi kan skære den slags forløb ned til timer i stedet for uger. Data er en så væsentlig del af hverdagen, at vi skal bruge dem endnu bedre og fortsat sikre, at registerlovgivningen bliver overholdt", siger Morten Rye Christensen.

Hundredvis af forskere, og fundraiserne bag alle organisationens kendte kampagner, er meget tunge brugere af data. Vejen til at hjælpe dem er at centralisere infrastrukturen. Den nye samarbejdsaftale med SAS Institute åbner for præcis denne udvikling, hvor Kræftens Bekæmpelse høster fordelene af ny software. Specialister og arkitekter fra SAS har hjulpet it-afdelingen med at skabe en sammenhængende struktur i data.

Kvalitet frem for kvantitet

Udover den softwareteknologiske udvikling er Kræftens Bekæmpelses egen succes en vigtig faktor bag organisationens nye tiltag. 2,4 mio danskere ligger i databasen, 460.000danskere er allerede medlemmer, og danskerne møder desuden organisationen gennem 10 lotterier og 30-40 store kampagner om året. Dertil kommer små informationskampagner og lokale initiativer. Den allerede høje dækning og effektivitet skal spille sammen med nye datatyper og nye kontaktpunkter, og det kræver en samlet styring og infrastruktur, for at forskellige tiltag ikke skal spænde ben for hinanden.
 
"Vores afgørende mulighed for at levere bedre kampagnestyring, mere forskning og mere forebyggelse ligger i at arbejde kvalitativt og ikke kvantitativt. Vi lever efter min mening bedre op til vores mål for 2020, hvis vi skaber en data-infrastruktur i topklasse. Det er en vigtig vej til at sænke vores omkostninger til alt andet end den gode sag", siger Morten Rye Christensen.

"I stedet for at hvert forskningsprojekt tænkes separat og hver kampagne bygges fra bunden så skal vi genbruge og automatisere vores data. Det giver en bedre service for brugerne og det giver hurtigere resultater", siger it-chefen.

Den generelle modernisering af organisationens setup hænger sammen med en udvikling i it-funktionen. Kræftens Bekæmpelse outsourcer i stadig stigende grad de mere dagligdags it-opgaver som drift af webløsninger, e-mail og office-løsninger, og it-afdelingens tolv medarbejdere fokuserer i stedet på at støtte forretningen som forandringsagenter. Organisationen har 700 faste it-brugere og tæt på 1000, hvis alle tælles med. Dertil kommer op mod 40.000 frivillige, der i dag understøttes med en helt ny fælles portal til videns- og dokumentdeling. 

Data til forskerne

"En centraliseret og moderne infrastruktur til vores data kan virkelig give et løft til vores forskere. Forskning er et kerneområde for Kræftens Bekæmpelse, og det er selvfølgelig afgørende, at vi fra it-afdelingens side understøtter og effektiviserer forskningen mest muligt. Lave administrationsomkostninger og mest mulig forskning for pengene er afgørende målsætninger hos os", siger Morten Rye Christensen.

I alt er ca 300 forskere tilknyttet Kræftens Bekæmpelse. Omtrent 100 er epidemiologiske forskere og 20 forsker i forebyggelse. Opbygningen af viden sker ofte gennem spørgeskemaer, gennem undersøgelse af patienternes oplevelse af behandlingsforløbet og gennem adfærdsstudier. Datadelen kan være meget omfattende i to-tre årige forskningsprojekter, og Morten Rye Christensen ser en række afgørende fordele, når data-delen bliver et fælles anliggende for hele organisationen og ikke den enkeltes ansvar. Manuel behandling af spørgeskemaer i et forskningsprojekt skal afskaffes, og bearbejdningen af målgrupper skal samles og koordineres.

"På lidt længere sigt kan en bedre data-infrastruktur selvfølgelig også styrke vores ledelsesrapportering.  Det er ikke kun forskere og kampagnefolk, som får fordele af denne satsning. Vi er ved at bygge fundamentet, og det er klart at vi som organisation også kan bruge fakta til at følge op på vores 2020-målsætning, som bl.a. går ud på, at alle skal have del i de bedste behandlingsresultater, at viden skal omsættes til handling og at der skal være sammenhæng og kvalitet i kræftpatienternes behandlingsforløb", slutter Morten Rye Christensen.

Kræftens Bekæmpelse

Udfordring

Både fundraisere og forskere har behov for at drage indsigt ud af store datamængder, hvilket den decentrale it-infrastruktur ikke understøtter optimalt.

Løsning

It-afdelingen skal i samarbejde med SAS Institute opbygge en moderne og centraliseret data-infrastruktur.

Fordele

Bedre muligheder for at genbruge og automatisere data. Bedre service til brugerne og bedre resultater. Mindre tidsforbrug til opbygning af målgrupper og behandling af spørgeskemabesvarelser.

The results illustrated in this article are specific to the particular situations, business models, data input, and computing environments described herein. Each SAS customer’s experience is unique based on business and technical variables and all statements must be considered non-typical. Actual savings, results, and performance characteristics will vary depending on individual customer configurations and conditions. SAS does not guarantee or represent that every customer will achieve similar results. The only warranties for SAS products and services are those that are set forth in the express warranty statements in the written agreement for such products and services. Nothing herein should be construed as constituting an additional warranty. Customers have shared their successes with SAS as part of an agreed-upon contractual exchange or project success summarization following a successful implementation of SAS software. Brand and product names are trademarks of their respective companies.

Back to Top